AI som udvikler – Friend or foe?
AI er ikke længere noget vi taler om. Det er noget vi bruger.
Og jeg må indrømme: det er svært ikke at være imponeret. Vi har fået værktøjer som Claude Code, OpenAI Codex og GitHub Copilot CLI direkte ind i terminalen. Ikke som gimmicks. Ikke som auto-complete på steroider. Men som reelle samarbejdspartnere.
Spørgsmålet er bare: Er AI som udvikler en ven – eller en fjende?
Produktiviteten er vanvittig
Lad os starte med det åbenlyse. Det er vanvittigt effektivt.
Refaktorering af større klasser, omskrivning til async, generering af tests, mapping mellem modeller, infrastrukturkode, dokumentation. Det der før tog 30-60 minutter, tager nu 5.
Især når man bruger CLI-baserede værktøjer, hvor konteksten er tæt på koden. Der er noget fundamentalt anderledes ved at arbejde i terminalen med en AI der faktisk forstår projektstrukturen, kan læse filer og reagere på det den ser.
Det føles ikke som "autocomplete". Det føles som pair programming.
Og ja — nogle gange føles det som at have en seniorudvikler siddende ved siden af sig (og andre gange som at have 10 juniorudviklere der er i gang med at comitte kode løbende).
Men så kommer bagsiden
AI er ekstremt god til at løse det problem du beskriver. Men den er ikke nødvendigvis god til at løse det rigtige problem.
Den optimerer for prompten. Ikke for arkitekturen. Ikke for den langsigtede kodebase.
Afhængigt af model og kontekst vil den:
- Løse opgaven præcist
- Tilføje ny kode frem for at gentænke eksisterende
- Introducere endnu et lag abstraction
- Lave en helper i stedet for at forenkle designet
Og pludselig begynder kodebasen at sande til. Ikke fordi koden er dårlig. Men fordi den er lokalt optimal og globalt rodet.
AI har sjældent det arkitektoniske overblik, medmindre du eksplicit guider den derhen. Og selv da kræver det at du selv har overblikket.
Det er her "foe"-delen gemmer sig.
AI forstærker udvikleren – på godt og ondt
AI gør ikke en dårlig udvikler god. Den gør en udvikler hurtigere.
Hvis du forstår arkitektur, kan se simplificeringer, kender principper som cohesion og coupling, har styr på domain modelling... så bliver AI et multiplier-værktøj.
Hvis du ikke har det fundament, risikerer du at bygge teknisk gæld hurtigere end du kan stave til refaktorering.
Skills giver pludselig mening
Noget af det mest interessante lige nu er brugen af Skills. At kunne definere faste måder AI skal arbejde på. At kunne give den projekt-specifik kontekst. At kunne "træne" den i dine arkitekturprincipper.
Jeg har selv benyttet mig af frontend skills i Claude Code, og det gør en kæmpe forskel. I stedet for at skulle forklare hver gang hvordan vi strukturerer komponenter, hvilke Tailwind patterns vi bruger, eller hvordan vi håndterer state management - så ved AI'en det bare.
Det er ikke bare en tidsbesparelse. Det er kvalitetssikring.
Når jeg laver React komponenter nu, så ved Claude automatisk:
- Vi bruger functional components med hooks
- Vi holder Tailwind klasser inline (ingen separate CSS filer)
- Vi strukturerer props på en bestemt måde
- Vi bruger specifikke naming conventions
Det der før krævede 3-4 iterationer og korrektioner, fordi jeg skulle forklare "nej, vi gør det sådan her" - det sker nu bare rigtigt første gang.
Det er her vi begynder at bevæge os fra: "Løs det her problem"
til: "Løs det her problem på den måde vi løser problemer i vores kodebase"
Det er en markant forskel.
Og det smarte er at skills skalerer. Du definerer dem én gang, og så gælder de for alle projekter. Når du skifter mellem projekter, skifter AI automatisk kontekst. Den ved hvilke standarder der gælder hvor.
Skills tvinger os faktisk til at formulere vores egne standarder tydeligere. Det i sig selv er sundt. Det får dig til at tænke over: "Hvordan gør vi egentlig det her? Hvad er vores faktiske best practices?"
Og når du først har formuleret det, så bliver det nemmere at holde fast i - både for dig selv og for AI'en.
Friend or foe?
AI som udvikler er uden tvivl en ven. Men kun hvis du selv tager ansvaret for retningen.
Den er fantastisk til tempo, boilerplate, eksperimenter og til at udfordre din egen tænkning.
Men den er ikke en arkitekt. Den er ikke en produktansvarlig. Den er ikke en der forstår forretningen. Den er ikke en der mærker konsekvensen af teknisk gæld om 2 år.
Det gør du.
Min egen konklusion
Jeg bruger AI hver dag. CLI-værktøjer som Claude Code, Codex og Copilot har ændret min måde at udvikle på. Jeg skriver mindre mekanisk kode. Jeg eksperimenterer hurtigere. Jeg tester flere idéer.
Men jeg refaktorerer også mere bevidst. Jeg stopper oftere op. Jeg spørger mig selv: "Er det her rigtigt – eller bare hurtigt?"
AI er ikke fjenden. Men den afslører hurtigt om du selv har styr på fundamentet.
Og måske er det i virkeligheden den største gave.